Prof.Dr.med. Ingrid Gerhard

Oversat af Anne Simone Dederichs

Fra forsøg med får, aber og rotter vides, at kviksølv fra amalgamfyldinger spredes i løbet af et meget kort tidsrum i hele kroppen (Hahn et al.1989, Vimy et.al 1990, Danscher et al. 1990, Hahn et al. 1990, Takahasi et al. 1992). Ud fra et kvindelægevidenskabelig synspunkt er lagringen i hypofysen samt andre dele af hjernen, i æggestokkene og i binyrene, af store interesse (Störtebecker 1989, Nylander et al. 1987). Metallisk kviksølv fra amalgamfyldninger fordamper hurtigt ved stuetemperatur. Dette gør, at op til 80 % af dampen, optages af lungerne. Det passerer hurtig blodhjernebarrieren og hos gravide også placenta, så fostrene allerede belastes i livmoderen. Tandlægepersonalet er især udsat, da de indhalerer kviksølvdamp, når amalgamet forarbejdes. Derfor kan det påvises, at kvindelige klinikassistenter og tandlæger, der producerer mere end 30 fyldninger per uge, har en reduceret frugtbarhed og en øget antal uønskede aborter (Rowland et al. 1994).

Da kviksølv hurtigt lagres i organdepoter, kan blod- eller urinundersøgelser ikke være en rimelig indikator for en kronisk kviksølvbelastning ved lavere koncentrationer. Man kan dog undersøge kroppens kviksølvbelastning ved at give patienterne et chelaterende stof, som binder det i nyrerne deponerede kviksølv, som derefter udskilles i urinen. Med Dimercaptopropionsulfonsyre (DMPS) lykkes det at udskille tungmetaller, blandt andet også kviksølv, uden relevante bivirkninger (Cherian et al. 1988). Udskillelsen af kviksølv efter indtagelsen af DMPS korrelerer med urin-pophyrin-koncentrationen, neuropsykologiske forandringer (Gonzales-Ramirez et al. 1995) og antallet af amalgamfyldninger (Aposhian et al. 1992) samt kviksølvkoncentrationen i spyttet (Gerhard et al. 1992).

Vi har tidligere standardiseret DMPS-tests (fig.1). Ved at samle urin i korte tidsintervaller, kan det påvises, at den maksimale kviksølv udskillelse var opnået 2 timer efter en oral indtagelse af DMPS, mens den ved en intravenøs indsprøjtning af DMPS allerede var opnået efter 45 minutter (fig. 2 og 3). For kvinder med normal vægt svarede 10 mg/kg kropsvægt til en oral dosis på 250 mg intravenøst Da toksikologerne kræver, at urinen samles igennem 24 timer, undersøgte vi betydningen af mængden af kviksølv i urinen i en periode på over 10 timer. Der viste sig at være en signifikant korrelation mellem 45 minutters- og 10 timers-kviksølvværdierne (r=0.841), en svagere korrelation mellem den normale og 10-timers kviksølvværdie (r=0.530) og den mindste korrelation mellem den basale kviksølvværdi og værdien efter 45 minutter (r=0.358)(fig.4). Dermed passede den normale kviksølværdi kommende fra urinen bedst til værdien målt efter 45-minutter.

Sammenligner man udskillelse af kviksølv med antallet af amalgamfyldninger, finder man ud af, at den basale ustimulerede urin korrelerer let negativt med antallet af amalgamfyldningerne. Dette er også blevet påvist i tidligere undersøgelser (fig.5)(Gerhard og Runnebaum 1992,1994). Dette kan hænge sammen med at kviksølv nedsætter nyrefunktionen, som Boyd et al. beskrev i 1991. Kviksølvudskillelserne, der blev målt 45 minutter og 10 timer efter intagelsen af DMPS korrelerer signifikant positivt med antallet af amalgamfyldninger (fig. 6 og 7). Som det kunne forventes var der en tilsvarende korrelation mellem kviksølvkoncentrationen i urin og i spyt. Kviksølvkoncentrationen i den basale urin var uafhængig af den i spyttet (fig.8).

Derimod korrelerer kviksølvværdierne målt efter 45 minutter og 10 timer signifikant med kviksølvkoncentrationerne i spyttet før og efter patienten har tygget på tyggegummi (fig. 9-12). Relevansen af kviksølvværdierne i spyttet viser sig ved at der for 70% - 80% af kvinderne med forhøjet kviksølvkoncentrationer i spyttet ligeledes findes forhøjede kviksølvværdier i urinen efter oral indtagelse af DMPS .

Størrelsen af kviksølvudskillelsen efter indtagelsen af DMPS korrelerer med talrige kvindelige patienters kliniske variabler. Kvinder med lavt kropsvægt har en højere belastning af kviksølv, end kvinder med en høj kropsvægt. 30% af de kvinder med stærk kviksølvbelastning og kun 10 % af de øvrige kvinder klager over hårtab. Ved en forhøjet kviksølvbelastning klager kvinderne signifikant oftere over residividerende svampeinfektioner. Der var signifikant flere allergier (50% af de kvinder der var belastede af kviksølv imod kun 20% af kvinderne uden).

Med tiltagende kviksølvbelastning kunne der måles øgede prolakrinværdier og formindskede hormonkoncentrationer. Øgede kviksølvværdier medfører øgede værdier for skjoldbrudskirtelhormonen T3 samt en ringere TSH-koncentration. De kvinder, der udskiller en øget mængde af kviksølv havde højere østrogenværdier i begyndelsen af deres cyklus. Hyppigheden for en normal æggeløsning faldt fra 40% for de kvinder med en manglende kviksølvbelastning, til 20% for kvinder med en stærk kviksølvbelastning (Gerhard og Runnebaum 1992). Binyrebarkhormonerne cortisol og dehydroepiandrosteron var lavere for dem med for høje kviksølvbelastninger.

Antallet af lymfocyter, monocyter, suppressorceller og de naturlige killerceller var formindsket og antistoffer kunne hyppigere påvises, IgE var tit forhøjet, hvorimod IgG og IgA samt Neopterinen var formindsket.

På vores klinik i Heidelberg har vi i årevis vidst at problemet fertilitetsforstyrrelser skyldes en stærk miljøbelastning (fig.13). Det viser sig, at udskillelsen af kviksølv kunne sænkes og kvindernes velbefindende tydeligt forøges ved en kombineret indtagelse af selen, zink, vitamin E og vitamin C i store doser over en tidsrum af 3 måneder (Gerhard 1993, Gerhard og Runnebaum 1995). Stoppede behandlingen, voksede kviksølvværdierne selvfølgelig igen, med mindre der var blevet gennemført en amalgamsanering. En kviksølv udskillelse efter DMPS på under 50 m/g kreatinin kunne først opnås 3 måneder efter amalgamsaneringen.

I en undersøgelse, der blev gennemført i forbindelse med en terapi, behandlede man på forskellige måder 99 kvinder, der ikke kunne få børn (Gerhard 1995). Af de 30 kvinder, der udelukkende fik en hormonbehandling blev kun 1 kvinde gravid. Ud af de 42 kvinder, der supplerende fik vitaminer og mineraler, blev 12 gravide. Baby-take-home-raten (BRT) i denne gruppe var med 23% dobbelt så høj, som for kvinder, som fik kombinationsterapien og som samtidig blev behandlet med hormoner (BTR 11%).

Man behandlede ligeledes 95 kvinder, der gentagne gange havde oplevet en uønsket abort delvis med hormoner og delvis med kombinationsterapien. 48% fødte udelukkende indtagelse af hormoner, mens 82% af de kvinder, der havde fået både mineraler og hormoner, fødte et barn.

Vi konkluderer, at kviksølv fra amalgamfyldninger bidrager til kviksølvbelastningen af kroppen. Størrelsen af denne belastning kan måles ved DMPS-udskyllelse af kviksølv. Kviksølvbelastningerne fører til hormonforstyrrelser og til immunologiske forstyrrelser, hvilke kan resultere i ufrugtbarhed (Gerhard 1995). Som forebyggelse mod sundhedsskade fra amalgam, kan indtagelsen af selen og andre vitaminer og mineraler anbefales. Kvinder, der har planer om at blive gravide, bør gennemføre en DMPS-test, for med større sikkerhed at kunne diagnosticere en kviksølvbelastning fra amalgamfyldningerne og i givet fald få fjernet fyldningerne for at reducere risikoen for en belastning af det ufødte barn.

Tilbage til forsiden