Metaller
i tandplejen - på godt og ondt
Henrik Lichtenberg, tandlæge
Torvet 1A
DK-3400 HILLERØD
Danmark
Ifølge
tandlægernes lærebøger er det "fejlbehandling", at sætte flere
forskellige metaller ind i samme mund. Desværre ser det ud til at tandlægerne
ikke har efterlevet og stadig ikke efterlever disse anbefalinger.
Der
er mange fordele ved at gå over til at bruge compositer og polycarbonater
(plastmaterialer). De skaber ikke kunstige batterier og dermed strøm i vævene.
De er mere vævsvenlige og ligeså anvendelige og holdbare, som metaller og
porcelæner, specielt når de er forstærket med glasfibervæv. Disse nye
materialer til kroner og broer er desuden langt billigere og meget mere
brugervenlige.
Det
er vigtigt at understrege, at fremtidens patienter helt sikkert vil stille meget
store krav til tandmaterialers kosmetiske udseende, vævsvenlighed og
holdbarhed. Befolkningens tiltagende miljøbevidsthed vil føre til, at
patienterne ikke længere vil have tungmetaller eller giftige kemikalier i tænderne
eller kæberne. Det øgede antal allergiske patienter vil yderligere føre til
at materialer, som kan give forgiftninger og som man via erfaring ved kan
fremkalde allergier, kun meget sjældent vil blive brugt i fremtidens tandpleje.
Lichtenberg H. Metals in dental care - for better or for worse. Nordisk Tidsskrift for Biologisk Medisin 2001; nr. 1.
Although
metals have been useful in dental care, we must admit that there are many good
arguments for reducing or ceasing their use altogether.
A review of the existing literature on metals and the damage we have seen
that they can cause to teeth and the environment, in addition to bodily
injury in the form of chronic poisoning and electrogalvanic damage or
disturbances, makes it obvious that we as professionals should instead
use non-metallic, biocompatible and of course non-toxic materials.
According to dentistry textbooks, using several different metals in the same
mouth is considered "malpractice". Unfortunately, it appears that
dentists have not and still do not abide by these recommendations.
There are many advantages to switching to composites (adhesive resin-based
filling material) and polycarbonates (plastic materials). They do not create
artificial batteries which induce electric current into human tissues. They are
more biocompatible and just as versatile and durable as metals and ceramics,
especially when reinforced with fibreglass mesh. These new materials for crowns
and bridges are in addition far less expensive and much more consumer-friendly.
It
is important to emphasise that tomorrow's patients will surely demand high
standards regarding cosmetic appearance, biocompatibility and durability of
dental materials. Increasing public consciousness concerning the environment
will result in patients refusing to accept heavy metals or toxic chemicals in
their teeth or jaws. The increasing number of allergic patients will in addition
result in very infrequent future use of dental materials that may cause
poisoning and that have been known to cause allergies.
Metallegeringer,
beregnet til at reparere tænderne med, har i mange år været de stærkeste,
billigste og hyppigst anvendte fyldningsmaterialer og har derfor stadig en
udbredt anvendelse, men de er nu ved at blive afløst af andre materialer. Det
har vist sig, at det ikke altid er hensigtsmæssigt, at bruge metaller. Strøm
bringer korrosionsprodukter og metaller ud i vævene og via blodet og langs
nervebaner ud til hele kroppen (1-3). Samtlige fem metaller - kviksølv, kobber,
sølv, tin og zink - som fyldningsmaterialet "sølv"amalgam er lavet
af - er alle giftige. Det vil sige de har een eller flere toksiske virkninger på
organismen (4).
Metallerne
danner korrosionsprodukter og organiske forbindelser som f.eks. methylkviksølv,
kviksølvklorid og kviksølvfluorid. De dannes i munden og mave-tarmkanalen og
man ved, at mange af disse kemiske forbindelser er yderst giftige. Studier på
aber indikerer, at i mave-tarmkanalen påvirkes nogle af bakterierne så de
bliver resistente overfor kviksølv, men samtidig bliver de resistente overfor
antibiotika (5).
Enkelte
metaller, som f.eks. jern, kobber, zink, krom og selen er dog nødvendige i
ganske minimale mængder for at opretholde kroppens naturlige funktioner. Jern
er nødvendig for at danne hæmoglobin og selen har en beskyttende virkning
overfor tungmetaller (6).
Anvendelsen
af metaller, set i et historisk perspektiv
Ordet
"plombe" betyder egentlig en fyldning lavet af bly. For mange år
siden, før "sølv"amalgamen blev opfundet, var bly et af de
materialer man anvendte til at fylde i huller i tænderne. Bly er et giftigt
tungmetal, som i lighed med kviksølv giver mange alvorlige
forgiftningssymptomer, selv i uhyre små mængder. Romerne indrettede deres huse
med vandrør lavet af bly, og det siges at dette har været en medvirkende årsag
til at denne kultur gik til grunde.
Den meget
udbredte anvendelse af meget giftige metaller i tandplejen vil være en
medvirkende faktor til, at give en udbredt og langvarig kronisk forgiftning af
store dele af befolkningen (7). Påvirkningen vil først ramme de svage, samt de
fattige i samfundet, idet de ikke har råd til at få alle tænderne lavet i
guld eller porcelæn. Personer som får mange forskellige metaller i munden, får
hurtigere og hyppigere symptomer og varige skader (8). På grund af visse
tungmetallers evne til at forandre cellernes arveanlæg (DNA), kan det efterhånden
også gå ud over de kommende generationer (9, 10).
Mange
forskellige legeringer anvendes i dag i tandplejen. En af de mest udbredte er
tandfyldningsmaterialet "sølv-amalgam" eller bare kaldt
"amalgam". Jeg vil derfor begynde med at omtale dette materiale.
Amalgam
er blevet anvendt som tandfyldningsmateriale i ca. 160 år og har indtil for ti
år siden, været det mest holdbare, samtidig med at det er det billigste
materiale at fylde tænderne med.
Anvendelsen har bestemt ikke været uden problemer, hvilket professor Fredrik
Berglund i Sverige har redegjort for i sin bog "150 Years of Dental
Amalgam" (11).
Lige
siden amalgam kom på markedet i 1830èrne, har det været kritiseret for sin
formodede giftighed på grund af sit store indhold af kviksølv og var af den
grund forbudt at anvende i New York fra 1839 til 1856. For at tilfredsstille
befolkningens behov for en billig og let måde at reparere tænderne på,
begyndte man alligevel igen at anvende amalgam i stor udstrækning.
Litteraturen
er rig på kliniske beskrivelser og videnskabelige undersøgelser af sammenhængen
mellem dets anvendelse og symptomer og en lang række sygdomme. Der er lige
siden 1920èrne og specielt i de sidste ti til femten år, lavet mange
videnskabelige undersøgelser af de biologiske virkninger på både dyr og
mennesker af dette tandfyldningsmateriale (12).
Amalgam
består af ca. 51 % kviksølv, resten er kobber, sølv, tin og zink. Omkring
1975 ændrede man indholdet af kobber til 12% mod tidligere ca. 2%. Denne
amalgam, som man markedsførte som "high copper amalgam", viste sig
ved sammenlignende undersøgelse på Nordisk Institutt for Odontologisk
Materialprøvning (NIOM) i 1983, at give et væsentligt forøget udslip af kviksølv
og kobber, nemlig ca. 50 gange så meget (13).
Amalgam
er billigt, det holder rimeligt og det er let at bruge. Det er sikkert grunden
til dets lange og udbredte anvendelse. Amalgam er en relativt løst bundet
metallegering, som består af fem forskellige metaller. Legeringen går langsomt
i opløsning og mange af metallerne ophobes i kroppen (14). Amalgamfyldninger
frigør hele tiden relativt store mængder kviksølv i form af kviksølvdampe,
metallisk kviksølv opløst i spyttet og ioniseret kviksølv ud i tænderne og vævene
(15).
Kviksølvdampe
fra dentalt amalgam blev målt af professor Alfred Stock i Tyskland første gang
allerede i 1926. Koncentrationen måles i mikrogram per kubikmeter luft. Disse
kviksølvdampe er uhyre giftige, selv helt ned i koncentrationer på 10
mikrogram per kubikmeter luft. Ved denne lave koncentration har man konstateret
at centralnervesystemet påvirkes, så der kan opstå "muskelsitringer"
(16).
Professor
Stock udtalte allerede dengang, på grundlag af sine mange kliniske og
videnskabelige studier, at "Lægerne vil sande at det er en synd imod
menneskeheden, hvis man fortsat anvender amalgam til tandfyldninger" (12,
17). Denne advarsel blev desværre overhørt eller negligeret, antagelig på
grund af de få gode egenskaber, som jeg før nævnte amalgam har.
Egne
undersøgelser viser at koncentrationen af kviksølvdampe i mundhulen hos folk
med amalgamfyldninger og symptomer svarende til kronisk kviksølvforgiftning,
gennemsnitlig er på 54 mikrogram per kubikmeter. Dette er ca. 1500 gange højere
end grænseværdien i beboelse og
5-50 gange højere end tilladt i arbejdsmiljøet (18).
Kviksølv
i spyttet
I
forbindelse med en 4-dages miljøudstilling (ÖKO 95) i Ulm i Tyskland blev der
foretaget 430 spytprøver, som blev undersøgt på Eberhart-Karls Universitet,
Afdeling for Miljøanalyser i Tübingen. Med deres nøjagtige og miljøvenlige
prøvemetode kan man teste med en nøjagtighed på et nanogram Hg/liter relativt
(0,005 ng absolute).
Resultaterne
fra en anden undersøgelse, omfattende 17.500 personer, lavet i samarbejde med
miljøbeskyttelsesorganisationerne, blev præsenteret ved en pressekonference
den 1. maj 1996. Kviksølvmængden i spytprøverne i gruppen der havde
amalgamfyldninger overskred WHO's grænseværdi for drikkevand (0,5 mikrogram
Hg/l) med en faktor på over 1000. Man konkluderede, at 40% af befolkningen fik
mere kviksølv fra amalgamfyldningerne via kviksølvdampe og spyt, end WHO har
fastsat som anbefalet maximun grænseværdi for den samlede daglige tilførsel
af kviksølv fra alle kilder!
I nyere
videnskabelig litteratur er det indiskutabelt, at hovedparten af det kviksølv
mennesker udsættes for kommer fra amalgamfyldningerne. Den totale kviksølvoptagelse
fra amalgam er - ifølge WHO - 6,5 gange højere end optagelsen fra fødevarer
(19). Ifølge den tyske Bundesgesundheitsamt (sundhedstyrelse) i 1992, er det
muligt, at den af WHO foreslåede maximumgrænse på 43 mikrogram kviksølv/dag
i enkelte tilfælde er meget overskredet.
Kviksølv
i tænderne og vævene
Amalgam
korroderer i mundmiljøet og udvider sig efterhånden, så det laver revner i tænderne,
som meget ofte fører til at tænderne går mere eller mindre fra hinanden. Man
er også på tandlægeskolerne klar over, at det er et voksende problem og at
det kan føre til rodbehandling og tab af tænder. De fem giftige metaller, som
kommer ud af amalgamen koncentrerer sig mere og mere i tænderne og det
omliggende væv, tandkød og kæbeknogle (20). Undersøgelser af koncentrationen
af kviksølv i tanden og de omliggende væv viser mængder på 100 nanogram til
flere tusinde mikrogram kviksølv per gram væv. Hvis der er ædelmetal i nærheden,
eller hvis der er amalgam under en guldkrone, kan koncentrationen af kviksølv i
tanden og vævene omkring tanden, komme meget højt op. Disse metaller vil
sammen med korrosionsprodukter virke skadeligt på disse væv, så der i tandkødet
opstår en kronisk irritationstilstand eller betændelse (gingivitis - blødende
tandkød) og i knoglen sættes der en degenerationsproces i gang, som vi kalder
"paradentose" (21).
I de
senere år er spørgsmålet om hvor giftigt amalgam er, blevet undersøgt af
mange forskere og klinikere verden over. Verdens sundhedsorganisation (WHO) har
i en rapport fra 1991 konstateret at der ikke kan fastsættes nogen minimumsgrænse
for kviksølv, hvor kviksølvrelaterede symptomer ikke kan opstå (19).
Tusindvis af andre undersøgelser har enstemmende dokumenteret at kviksølv har
en skadelig virkning på nyrene, centralnervesystemet, immunforsvaret og på
reproduktionen og det ufødte barn. Desuden er en lang række sygdomme og
syndromer under stærk mistanke, for at være forårsaget af kviksølv fra
amalgamfyldningerne. Her kan nævnes MS, ALS, Alzheimers sygdom, Crohns sygdom
og fibromyalgi (22).
Andre
metaller som anvendes i tandplejen
Af andre
metaller er de almindeligst brugte: guld, platin, palladium, sølv, kobber,
aluminium og titan. Disse bruges især til fremstilling af indlæg, kroner,
broer og proteser, samt til tandregulering. Det er næsten altid
metalblandinger, det vil sige legeringer, man anvender. Legeringerne er ofte
tilsat større eller mindre mængder af mindre kendte metaller, som f.eks.
indium, beryllium, molybdæn, krom, kobolt, jern, nikkel og vanadium. En
guldkrone, består som regel af guld og platin, men kan også være lavet af
mange forskellige andre metaller, specielt hvis det er en såkaldt
"sparekrone", hvor man har sparet på de ædle og dyre metaller og har
tilsat mere sølv, kobber, palladium, zink eller tin, indium og molybdæn.
Guld er
blevet anvendt til tandfyldninger og kroner længe før man begyndte at anvende
amalgam. Man kunne rent teknisk først i 1950èrne støbe guld så nøjagtig, at
det kunne cementeres fast i tænderne. Indtil da måtte man nøjes med at
"smede eller hamre" guldet ind i hullerne. (Dette blev i fagsproget
kaldt en "hamret guldfyldning"). Guldkroner blev i mange år lavet af
en tynd guldplade som blev tilpasset tandens omkreds og loddet sammen som et rør.
Derefter blev røret kontureret og formet så den lignede en tand. Tyggefladen
blev så bagefter støbt oven på røret. (Dette blev kaldt en
"skalkrone").
Allergier
for metaller
Kliniske
undersøgelser af mange patienters serumreaktioner på de forskellige metaller,
viser at reaktionerne er meget individuelle, men gennemsnitlig reagerer 83% på
sølv ved dannelse af serumglobuliner. 8% reagerer på guld, 85% reagerer på
zink, 5% reagerer på titan, 70% reagerer på aluminium, 89% reagerer på tin og
ca. 3% reagerer på platin og palladium (18-23).
Tandlægestanden
i USA var i ca. halvtreds år i det forrige århundrede splittet op i to lejre.
Den ene gruppe tandlæger, organiseret i en forening som i dag kaldes American
Dental Association forlangte, at
deres medlemmer skrev under på, at de ikke
ville bruge amalgam. Den anden gruppe tandlæger valgte at fylde de mange
huller folk fik i deres tænder, forårsaget af det forøgede brug af sukker,
med det billigere amalgam. Velhavende fik som regel lavet deres tænder i stand
med guld, men de som ikke havde råd til denne langt dyrere behandling, måtte nøjes
med amalgam.
For ca.
25-30 år siden begyndte man at lave kroner og broer, ved hjælp af en støbt
metalhætte eller et skelet, lavet i en meget højtsmeltelig legering. Uden på
denne hætte eller skelet brændte man så porcelæn i en passende tykkelse, så
kronen eller broen fik den naturlige udformning. Disse "metal/keramik"
eller "påbrændingskroner/broer", som de kaldes, anvendes stadig i
stor udstrækning i dag. De er relativ dyre at fremstille, hovedsagelig fordi de
laves af højtsmeltelige metallegeringer, som består af en platin/guldlegering,
men også fordi fremstillingsmåden er tidskrævende. Det metal som er under
porcelænskroner (påbrændningsmetal), indeholder ofte guld, palladium, sølv,
platin, tin, indium, gallium og kobber.
Selv om sådanne
kroner og broer er stærke, har de desværre nogle ulemper. Meget ofte er
farven, på grund af det underliggende metal ikke helt tilfredsstillende. Mange
tandlæger og patienter har sikkert også set at der efter nogen tid kommer en
sort kant af metal langs tandkødet og misfarvning af tandroden og det er
umuligt at reparere dem ordentligt. Mange reagerer som sagt på de metaller der
bruges til at lave dem og jeg har meget ofte set en mørkere rød zone på ca.
een mm. i tandkødet langs med kanterne af kronerne, som tyder på en allergisk
eller toksisk reaktion på noget i kronen.
Porcelæn,
som er aluminiumsoxyd, er desværre et meget hårdt materiale, som kun slides
uhyre lidt. Det slider og overbelaster derfor den tand det bider sammen på.
Dette kan føre til revner og brækkede tænder og fyldninger, samt ødelæggelse
af nerverne. Også på dette materiale ses reaktioner i tandkødet langs med
kronerne.
Proteser
lavet af metaller
Efter
anden verdenskrig blev det teknisk muligt at støbe proteser med bøjler og støtter,
de såkaldte "unitors". Mange forskellige legeringer er blevet brugt,
men den mest anvendte legering i dag, er en legering med krom-cobolt, som
foruden disse metaller, som regel også indeholder molybdæn, kisel, titan og
nikkel. 40% af legeringerne, som anvendes til disse proteser indeholder over 1%
nikkel. Stålproteser, såkaldte "unitors" er lavet af en legering af
kobolt, krom, molybdæn, silicium, titan og en del fabrikater indeholder nikkel.
Tandregulering
Tandreguleringsbehandling
bliver meget ofte udført med såkaldt fast apparatur, idet det sidder på døgnet
rundt og derfor er meget mere effektivt end aftagelige tandreguleringsplader.
Der bruges gerne metacrylat og tandreguleringstråd. Tandreguleringstråd til
tandregulering og stålbånd til at sætte rundt om tænderne, er lavet af
nikkel, krom og altid molybdæn og silicium, men der er altid nikkel i
legeringen og fiksationen til tænderne er som regel af stål, som også
indeholder nikkel. Det er dog nu muligt at få disse fiksationer til tråden
lavet i plast, som så bliver limet på tandoverfladen.
Implantater
Det har i
mange år været muligt at implantere metalstubbe eller skruer ind i kæberne.
Som regel anvendes metallet titan, idet det har vist sig at dette metal er
relativt vævsvenligt. Flere og flere mennesker reagerer dog på dette metal.
Derfor hører vi også om patienter der udstøder implantatet.
Serum-globulinreaktioner på blodet, viser gennemsnitlig at ca. 5-10 procent
reagerer og ganske få procent af disse meget kraftigt. Når dette sker må
implantatet som regel fjernes, men skaden på kæben kan oftest ikke repareres
uden indsætning af ny knogle, som man tager fra et andet sted på personen.
Disse patienter får af og til varige men, i form af smerter og deformiteter.
Der
findes flere forskellige implantatmetoder, men en af de mest kendte er den
svenske, "Brånemark system" metode. Denne metode har været anvendt
med godt resultat og der er foretaget mere end 400.000 operationer, hvor der
loves "livstids garanti" (24).
En undersøgelse
på tandlægehøjskolen i København viser, med tre forskellige implantattyper
en overlevelsesrate på 92 til 95% (25). Nogle fabrikanter af implantater har
forsøgt at anvende andre materialer, som f.eks. Al2O3 (InCeram),
men det har vist sig ikke at være stærke nok til at modstå evt. traumer på
kronen.
I
fremtiden vil man sikkert finde frem til materialer som er mere vævsvenlige end
titan og man bør efter min mening ikke implantere noget ind i kæberne, før
man har lavet en blodprøve og påvist at patienten har biologisk forligelighed
med det valgte materiale.
Forskellige
metaller i samme mund
I en
artikel i American Journal of Dental Science fra 1844 kan man læse "at
amalgam ødelægger guldfyldninger" (26). Eet hundrede år senere kunne man
i en kendt lærebog fra 1946, "The Science of Dental Materials" læse
følgende (27): "En gang imellem sættes et guldindlæg i kontakt med en
amalgamfyldning i nabotanden eller en tand i den modstående kæbe eller en
guldbøjle rører måske ved en amalgamfyldning. Alle sådanne behandlinger
kommer næsten helt sikkert til at forårsage korrosion af amalgamen, fordi der
dannes et galvanisk element, med en anseelig elektromagnetisk kraft (ca. 500
millivolt). En gang imellem findes kviksølv i guldlegeringen, som derved svækkes.
En sådan behandling vil altid være en risiko for patientens helbred".
Kendte
forskere har rapporteret, at guldrestaureringer korroderes ved at kviksølv frigøres
på grund af en elektrokemisk reaktion. Siden da har tandlægernes lærebøger
anbefalet, at man ikke sætter guld i kontakt med amalgam. Det er i midlertid et
faktum at mange tandlæger "glemmer" dette og rutinemæssigt sætter
dem i kontakt med hinanden. Ralph W. Phillips skriver i sin lærebog fra 1977
(28) "at det synes kontraindiceret at sætte en amalgamfyldning i kontakt
med et guld-indlæg”.
I en
artikel af F. Gradenwitz fra 1926 kan man læse "at sætter man ædle og uædle
metaller sammen vil der opstå elektrolytiske strømme, som gør at også
dybtliggende dele af amalgamfyldningerne falder fra hinanden og kan forårsage
fordampning af kviksølv i større mængder" (29).
Konklusion
Metallerne
er stærke og relativt bestandige i mundmiljøet, og er derfor meget populære i
tandplejen. Næsten alle metallerne har en mere eller mindre skadelig virkning på
tænderne, deres omgivelser og kroppens organer, samt deres funktioner.
Forskellige metaller og metallegeringer i tænderne danner strøm og
korrosionsprodukter, som kan påvirke nervernes funktioner og skade vævene.
Metallerne bliver mere og mere en belastning for miljøet, og flere og flere
mennesker og dyr kan ikke undgå at blive udsat for metaller med risiko for
forgiftninger og overfølsomhedsreaktioner. Fremtidens
patienter vil helt sikkert stille meget store krav til tandmaterialers
kosmetiske udseende, vævsvenlighed og holdbarhed (30, 31). Mange metaller
og især tungmetallerne er generelt uønskede i kroppen, og bør derfor, efter
min mening, slet ikke anvendes i den moderne tandplejen. Den "metalfri
tandpleje" hvor man udelukkende bruger biologisk gennemprøvede og ugiftige
kunststoffer, såsom polycarbonater, glasfibervæv og kulfibre, er derfor en
naturlig konsekvens og er i dag allerede en realitet.
Litteratur
1. Masi
JV. Corrosion of restorative materials: the problem and the promise. I: Friberg
LT, Schrauzer GN, red. Status quo and perspectives of amalgam and other dental
materials. Stuttgart: Georg Thieme Verlag, 1995: 39-50.
2.
Danscher G, Hørsted-Bindslev P, Rungby J. Traces of mercury in organs from
primates with amalgam fillings. Exp Mol Pathol 1990; 52 : 291-9.
3.
Fusayama J, Katayori J, Nomoto S. Corrosion of gold and amalgam placed in
contact with each other. J Dent Res 1963; 42: 1183-97.
4.
Huggins H. Medical and legal implications of components of dental materials.
Colorado Springs, CO: Huggins Diagnostic Center, 1989.
5.
Summers AO, Wireman J, Vimy MJ, Lorscheider FL, Marshall B, Levy SB, et al.
Mercury released from dental "silver" fillings provokes an increase in
mercury- and antibiotic-resistant bacteria in oral and intestinal floras of
primates. Antimicrob Agents Chemother 1993; 37: 825-34.
6.
Clarkson TW, Hursh JB, Sager PR, Syversen TLM. Mercury. I: Clarkson TW, Friberg
L, Nordberg GF, Sager PF, red. Biological monitoring of toxic metals. New York:
Plenum Press, 1988: 199-246.
7. Pleva
J. Mercury poisoning from dental amalgam. Journal of Orthomolecular Psychiatry
1983; 12: 184-93.
8.
Lichtenberg H. Symptoms before and after proper amalgam removal in relation to
serum globulin reaction to metals. Journal of Orthomolecular Medicine 1996; 11:
195-204.
9.
Verschaeve L, Kirsch-Volders M, Susanne C, Groetenbriel C, Haustermans R,
Lecomte A, et al. Genetic damage induced by occupational low mercury exposure.
Environ Res 1976; 12: 306-16.
10. Störtebecker
P. Mercury poisoning from dental amalgam. Täby: Störtebecker Foundation for
Research, 1985.
11.
Berglund F. 150 years of dental amalgam. Orlando, FL: Bio-Probe, 1995.
12. Stock
A. Die Gefährlichkeit des Quecksilberdampfes. Zeitschrift für angewandte
Chemie 1926; 39: 461-88.
13. Herö
H, Brune D, Jörgensen RB, Evje DM. Surface degradation of amalgam in vitro
during static and cyclic loading. Scand J Dent Res 1983; 91: 488-95.
14. Brune
D. Corrosion of amalgams. Scand J Dent Res 1981; 89: 506-14.
15.
Lorscheider FL, Vimy MJ, Summers AO. Mercury exposure from "silver"
tooth fillings: emerging evidence questions a traditional dental paradigm. FASEB
J 1995; 9: 504-8.
16.
Trakhtenberg IM. Cardiotoxic Effects of mercury. I: Trakhtenberg IM. Chronic
effects of mercury on organisms. DHEW Publication No. (NIH) 74-473. Bethesda,
MD: National
Institutes of Health, 1974: 199-210.
17. Stock
A. Die chronische Quecksilber- und Amalgamvergiftung. Archiv für
Gewerbepathologie und Gewerbehygiene 1936; 7: 388-413.
18.
Lichtenberg H. Mercury vapour in the oral cavity in relation to the number of
amalgam surfaces and the classic symptoms of chronic mercury poisoning. Journal
of Orthomolecular Medicine 1996; 11: 87-94.
19. WHO.
Environmental health criteria 118: Inorganic mercury. Geneva: World Health
Organization, 1991.
20.
Frykholm KO, Odeblad E. Studies on the penetration of mercury through the dental
hard tissues, using Hg203 in silver amalgam fillings. Acta Odontol Scand 1955;
13: 157-65.
21.
Teherani DK, Till T. Kurzbericht über Quecksilberanreicherungen an Zahnwurzeln
und im Kieferknochen. Biologische Medizin 1984; 13: 249-53.
22.
Friberg LT, Schrauzer GN, red. Status quo and perspectives of amalgam and other
dental materials. Stuttgart: Georg Thieme Verlag, 1995.
23.
Clifford WJ. Materials reactivity testing. Background, basis and procedures for
the immunological evaluation of systemic sensitization to components, which
emanate from biomaterials. Colorado Springs, CO: Clifford Consulting &
Research, 1990.
24. Brånemark
PI, Hansson BO, Adell R, Breine U, Lindström J, Hallen O, et al.
Osseointegrated implants in the treatment of the edentulous jaw. Experience from
a 10-year period. Scand J Plast Reconstr Surg Suppl 1977; 16: 1-132.
25.
Gotfredsen K, Hjørting-Hansen E, Andersen PK. En femårig overlevelsesanalyse
af 526 konsekutivt indsatte implantater. Tandlægebladet 1995: 99: 254-7.
26.
Westcott. Report on mineral paste. The American Journal of Dental Science 1844;
4: 175.
27.
Skinner EW, Phillips RW. The science of dental materials. Philadelphia: W.B.
Saunders Company, 1946.
28.
Phillips RW. Elements of dental materials for dental hygienists and assistants.
Philadelphia: W.B. Saunders Company, 1977.
29.
Gradenwitz F. Discussion: Zur Frage der Gefährlichkeit des Quecksilberdampfes.
Zeitschrift für angewandte Chemie 1926; 39: 788.
30.
Leinfelder KF. Posterior composite resins: the materials and their clinical
performance. J Am Dent Assoc 1995; 126: 663-76.
31.
El-mowafy OM, Lewis DW, Benmergui C, Levinton C. Meta-analysis on long-term
clinical performance of posterior composite restorations. J Dent 1994; 22:
33-43.